GRIMM

GRIMM

Revolver

25. januar-2. marts

Fra begyndelsen står det klart, at Grimm er en herligt humoristisk forestilling. Det skyldes for det første stedsvis knap så eventyrlige replikker a la: ”Jeg fik så meget englefisse i nat”.

Af: Morten Kildebæk

HVAD ER DET
Du kender Askepot, Hans og Grethe, Rapunzel, Snehvide, Den lille rødhætte og Den bestøvlede kat. Alle disse verdenskendte eventyr har det til fælles, at de blev indsamlet og udgivet af de tyske brødrene Grimm i starten af 1800-tallet. Du kender dog nok bedst fortællingerne i deres renskurede, sukkersøde form, som blandt andre Disney og DreamWorks har spyttet ud gennem årene. Den nye forestilling Grimm tager udgangspunkt i Grimms eventyr, men med ublu fokus på de gamle historiers bizarre, voldelige og overhovedet ikke børnevenlige karakter. Den allestedsnærværende skuespillertrio Mathilde Arcel, Freja Klint Sandberg og Anton Hjejle optræder i forestillingen som både fortællere og som eventyrerenes skæve karaktergalleri.

VI MENER
Fire store møllevinger svinger i en horisontal retning på Revolver-scenen. Allerede da vi publikummer træder ind i rummet og finder vores pladser, sidder de tre skuespillere, Arcel, Hjejle og Sandberg, klar på hver deres vinge og stirrer ud i luften. Bag dem flyver animerede, vatlignende skyformationer mod højre på en bred skærm. Alt er i bevægelse, men personerne er som forstenede.

Snart efter skyder den lederhosen-iklædte skuespillertrio fortællingen i gang – eller rettere, fortællingerne. For i Grimm bliver vi præsenteret for en lang række eventyr i et rimelig hektisk tempo. Trioen på scenen klatrer rundt på de svingende vinger, mens det relativt aparte eventyr om Rapunzel, som er fanget i et tårn, udspiller sig. Arcel agerer her i starten fortæller med en nærmest råbende røst, mens Sandberg og Hjejle spiller alle eventyrets karakterer – både mand og kone, heks, prins samt den langlokkede hovedperson.

Fra begyndelsen står det klart, at Grimm er en herligt humoristisk forestilling. Det skyldes for det første stedsvis knap så eventyrlige replikker a la: ”Jeg fik så meget englefisse i nat”. For det andet skyldes det de forrygende skuespillere, der skifter mellem fjogede udbrud, karikerede bevægelser og helt slukket deadpan-levering. Særlig Sandberg og Hjejle mestrer de små lyde og ansigtsudtryk, som kan få en hel sal til at grine.

Humoren udspringer også naturligt af eventyrernes groteske natur. Karaktererne er liderlige, grådige, ondskabsfulde og naive. og de bliver løbende dræbt, voldtaget og lemlæstet for deres dårlige beslutninger. Flere gange undervejs understreger forestillingen, hvor absurde disse eventyr egentlig er, ved simpelthen at opremse deres moraler. De bliver vel at mærke serveret helt bogstaveligt, så de giver meget lidt mening. ”Hvis du lover en frø, at den må sove i din seng, skal du holde, hvad du lover,” lyder det for eksempel fra Anton Hjejle.

Grimm er virkelig underholdende i al sin galskab. Men når selv moralerne er svært forståelige, kommer man også til at mangle nogle pointer, som stikker lidt dybere. Forestillingen gør forsøget, da Freja Klint Sandberg på et tidspunkt får tre ønsker. Hun starter med klassikeren: ”Et slot, en karet og tre hvide heste”. Men da hun får spørgsmålet ”Hvad ønsker du dig rigtigt?”, kommer hun med de noget mere nutidigt klingene ønsker: ”Et angstfrit hoved. Mere tid til mine venner. Og at vågne glad hver morgen.” – ”Shit mand,” udbrød min sidemand imponeret. Jeg så dog gerne, at Grimm havde dykket mere ned i samtidens udbredte angstfølelse. Som en enkeltstående replik gjorde det ikke stort emotionelt indtryk på mig.

Grimm kommer nok ikke til at røre mange teatergæster til tårer. Til gengæld træder ubehaget og mørket virkelig frem i forestillingens visuelt overvældende tredje akt. Her går vi med Hans og Grethe ind i den mørke skov, hvor solens stråler aldrig kan komme ind. I en næsten ordløs afslutning omringes hovedpersonernes kroppe af røg og blinkende lamper, så scenen pludselig ligner en dyster natklub. Midt i mørket svinger møllens vinger fortsat ufortrødent rundt og rundt og rundt, som befandt de ulyksalige eventyrkarakterer sig i et grusomt limbo.

FOTO: Sara Galbiati